Grundlaget for vores arbejde
I Børnehuset Mariendal arbejder vi ud fra det faktum, at børn er kompetente væsener, der kan mange ting og skal respekteres som selvstændige personer.
Børnehuset Mariendal vil kendes som et sted, hvor:
- der bliver skabt et fællesskab i børnenes liv, bygget op om tryghed, omsorg, nærvær, tillid og engagement. Børnene skal ses, høres og forstås. Personalet vil skabe en hverdag, hvor der udover de planlagte aktiviteter er tid og rum og plads til børnenes leg og læring, og hvor de på egne præmisser og sammen med jævnaldrende kan udfolde og udvikle sig.
- børnene gennem medbestemmelse/medindflydelse og medansvar udvikler sig til selvstændige, kritiske og sociale mennesker, der har evnen til at samarbejde og lysten til at indgå i forpligtende fællesskaber.
- børnene får oplevelser uden for børnehaven, i nærmiljøet og i naturen med det formål at få en større forståelse for det samfund, de er en del af.
Hvad er vigtigt for os?
Personalet er gennem litteratur og kurser inspireret af tankerne omkring relationskompetencer, og arbejdet tager udgangspunkt i det enkelte barn.