Fri for mobberi
Det er vores mål, at alle børn indgår i et forpligtende fællesskab, hvor værdier som tolerance, respekt, omsorg og mod implementeres i børnelivet.
Det er vores mål, at alle børn indgår i et forpligtende fællesskab, hvor værdier som tolerance, respekt, omsorg og mod implementeres i børnelivet.
Tolerance er:
- tålmodighed, accept og respekt af forskellighed
- at vi er ligeværdige.
Respekt er:
- anerkendelse af den enkelte og lige ret til at være i fællesskabet
- at vise hensyn til og forståelse for hinanden.
Omsorg er:
- indlevelse og medfølelse
- at tage sig af andre/hinanden
- at udvise interesse, bekymring og hjælpsomhed over for hinanden
- at vise trøst og passe på hinanden.
Mod er:
- at sætte grænser for sig selv og sige til og fra i forhold til andre
- at turde prøve noget nyt og reagere på noget, der ikke er ok.
Sådan arbejder vi med værdierne
Vi vil i vores pædagogiske aktiviteter udarbejde målsætninger, der skal bidrage til at styrke Fri for Mobberi-værdierne.
Arbejde med værdierne på børnenes niveau
Vi oversætter værdierne til hjælpe, forstå, sød og modig og laver i samarbejde med børnene en værdiplanche, hvor vi har en fælles drøftelse om, hvad ordene betyder for børnene på de enkelte stuer. Herefter hænges plancherne op. Alle skal være med til at præge plancherne.
Styrkelse af fællesskabet
Alle børn skal tegne eller male deres historie og oplevelse af venskab. Det kan gøres på små ark, hvor alle børnenes bidrag samles til et stort, eller der kan laves et stort fælles maleri/en stor fælles tegning.
Styrkelse af omsorgen imellem børnene
Der er mentorordning på hver enkelt stue. Det kan være de ældre børn, der skal hjælpe de mindre eller jævnaldrende, der har brug for deres kompetencer. Herudover inddrages børnene ved, at vi har en dialog om, hvordan man kan hjælpe hinanden, og hvad man kan gøre sammen.
Styrkelse af respekten
Hvert barn tager en ting med hjemmefra, som symboliserer noget, det kan lide. Børnene skal herefter fortælle om den ting og vise den til de andre børn.
Styrkelse af ejerskabet for trivslen på stuen
Der udarbejdes en trivselspolitik på hver stue, hvor børnene giver deres bidrag til, hvilke regler der skal gælde. Hæng reglerne op, så de er synlige for børnene. Herefter tages reglerne op til samlinger, hvor der tales om, hvordan det går med at overholde reglerne.